• Årsag til nedrevne køreledninger er nu kendt

    0
    scissors
    14. august 2010ic3dkweb

    Nyhed fra Banedanmarks hjemmeside:

    (13.08.2010)

    Årsag til nedrevne køreledninger er nu kendt

    I den forløbne uge har der været flere nedrevne køreledninger på S-togsnettet, der har givet større trafikale forstyrrelser. Det er helt udsædvanligt med flere nedrevne køreledninger indenfor så kort tid, og Banedanmark har de sidste dage sat massivt ind for at finde årsagen, så de trafikale konsekvenser bliver minimeret.

    Tirsdag blev en køreledning revet ned ved Enghave Station. Dagen efter blev en køreledning revet ned ved Klampenborg og Hellerup, og i “røret” mellem Nørreport og Østerport blev en pantograf revet af et tog. Tidligere i dag blev endnu en køreledning revet ned, denne gang på Veksø Station. Banedanmarks teknikere har arbejdet på højtryk for at finde fejl og rette dem og finde en sammenhæng mellem de enkelte hændelser.

    Natlige undersøgelser
    “Allerede efter den første hændelse begyndte teknikerne at undersøge kørestrømsnettet mellem Østerport og Hellerup og op til Lyngby og Klampenborg. De arbejdede intensivt dag og nat frem til torsdag, hvor de fandt en fejl ved broen til Svanemøllen Kaserne, som blev rettet med det samme. Morgentrafikken startede derfor op som normalt uden problemer,” siger områdechef i Banedanmark Søren Boysen.

    Torsdag kunne Banedanmark sammen med DSB konstatere, at fejlen ved broen var en primær årsag til de nedrevne køreledninger. Sporet under broen er for nyligt justeret. Det har resulteret i, at pantografen – strømaftageren – på toget ikke længere passede til køreledningen foroven. Derfor er flere pantografer blevet skadet, når de har passeret broen. En skadet pantografer kan efterfølgende skade køreledningen andre steder, og derfor har der været helt usædvanligt mange nedrevne køreledninger indenfor kort tid.

    “Nu er årsagen fundet og fejlen rettet, men vi kan ikke fuldt udelukke, at der kan komme følgeskader på grund af evt. defekte pantografer på de tog, der stadigt kører rundt,” forklarer Søren Boysen og fortsætter: “Vi har en meget tæt dialog med DSB om situationen, der har sat massivt ind på at identificere de tog, der har en pantograf-skade.”

    DSB har i alt 135 tog, der kører på den 200 km lange S-banen. Hvert af disse tog har to pantografer. DSB er i fuld gang med at inspicere de relevante tog, der har kørt på strækningen for eventuelle skader på pantograferne, der måtte være opstået som følge af kørsel under broen.

    Yderligere information kan fås hos Banedanmarks pressevagt på telefon 8234 1313.

    Med venlig hilsen
    Banedanmark

    Tags: , ,

Efterlad en kommentar