-
DSB IC3 – Litra MFA/FF/MFB
Til afløsning for både lyntog og lokomotivtrukne Intercitytog indgik DSB i midten af 80’erne en aftale med ABB Scandia og Duewag om udvikling af en ny generation af dieseltogsæt. Navnet IC3 blev valgt fordi et togsæt består af tre vogne; 2 motorvogne (MFA/MFB) og en mellemvogn (FF) med en samlet toglængde på 58,8 meter. I et togsæt er der 16 pladser på 1. klasse samt 122 pladser på 2. klasse plus 6 klapsæder. Efter mange tusinde kilometers testkørsler blev lyntoget Limfjorden den 13/1 1990 det første plantog med IC3 materiel. Frem til 1998 blev der bygget 92 togsæt, og med indkøb af 4 letbrugte sæt fra Sverige, er der i dag 96 IC3 togsæt i drift.
Mange nye ideer blev indbygget i IC3 ikke mindst pga. den unge ingeniør Niels Tougaard Nielsens indflydelse. Som Sølvpilene/Staniolexpressen (litra MA) blev togene bygget i aluminium og delte bogier som anvendt i tidligere MS og MB lyntog genindføres. Teknikken under toget blev samlet i lettilgængelige moduler. Den karakteristiske front og gummimembran muliggør nem og hurtig sammenkobling mellem togsæt. Førerrummets instrumentpanel, stol mv. drejes simpelthen ud til siden, så der er fuld gennemgang. 5 trækkende togsæt sammen kan sammenkobles, og det er muligt at blande IC3 og IR4 i samme togstamme. Hver motorvogn er udstyret med to 8-cyl. Deutz BFBL513CP dieselmotorer på hver 294 kW – i alt 1.600 hk. Efter succesfulde tests på et ombygget MR/MRD togsæt blev mekanisk transmission valgt som noget nyt. Der er direkte træk gennem Ecomat 5HP600 5-trins automatgearkasser fra ZF-Friedrichshafen på alle bogier. Toget er udstyret med ATC og som bremsesystem anvendes trykluftbremse, hydrodynamisk bremse monteret på gearkasserne (“intarder”) og magnetskinnebremse.
Vægten er 97 tons og maksimalhastigheden er 180 km/t. Den lave vægt og effektive transmission giver desuden glimrende acceleration og brændstoføkonomi – et IC3-tog bruger mindre brændstof pr. km end et MR/MRD sæt. Således valgte DSB også mekanisk transmission i Desiro (5 trin) og IC4-togsættene (16 trin) og afprøver 12-trins transmission i nogle IC3-sæt.
Overstående tekst og tegning stammer fra Jernbanen.dk. For mere information om IC3, samt DSB og danske jernbaner generelt, henvises der til Jernbanen.dk‘s store database.