• IC4-tog skal bygges færdige i Danmark

    0
    scissors
    20. maj 2009ic3dkfjern, web

    DSB og AnsaldoBreda har indgået forlig, der betyder, at der kun skal betales tre milliarder og ikke fem milliarder for de nye IC4-tog. Til gengæld bliver de resterende tog bygget færdig i Danmark.

    Det har længe ulmet på vandrørene, at der var noget under opsejling med IC4-toget i dag. Om det er positivt eller negativt, kommer helt an på hvilke briller som man ser på sagen med. Vedhæftet billede er fra DSBs presseafdeling på dsb.dk.

    Læs hele dagens pressemeddelse:

    DSB sikrer IC4-tog til kunderne og kæmpe kompensation

    20.05.2009 10:30

    Ultimatum virkede. Danskerne får IC4- og IC2-tog. Men de skal kvalitetsforbedres af DSB. Kompensation på flere milliarder kroner til DSB fra Ansaldobreda.

    DSB har modtaget 14 enkeltkørende IC4-togsæt fra Ansaldobreda samt ét togsæt, som er godkendt til sammenkobling. DSB’s ultimatum har altså virket. Togene har imidlertid har haft fejl, og der er stadig mange fejl på de afleverede tog. Derfor har Ansaldobreda fremsat et tilbud til DSB, som giver kompensation på over to milliarder kroner til DSB.

    »Det er en god dag for vores kunder og for DSB. Vi får IC4-tog og IC2-tog til kunderne, og vi får en kompensation på 2,25 milliarder kroner fra Ansaldobreda. Fremover skal italienerne kun levere ’kopier’ af togsættet til sammenkobling, når de har fået en egentlig serieproduktion op at stå, mens vi trækker fejlretning og optimering af IC4-togene hjem til Danmark. Vi sikrer dermed vores kunder et moderne, komfortabelt og godt tog at køre i de næste mange år,« siger administrerende direktør Søren Eriksen, DSB.

    Forliget med Ansaldobreda indebærer, at Ansaldobreda over de næste år skal levere 82 togsæt, som kan kobles sammen. De nye tog indsættes i takt med, at de leveres af Ansaldobreda, og at DSB på værkstederne i Århus forbedrer dem og gør dem klar til drift.

    Fra næste måned vil kunderne opleve, at der mandag til torsdag er fire daglige afgange med IC4 mellem København og Jylland – eller en fordobling i forhold til nu – plus to regionale afgange i Jylland. Fra slutningen af tredje kvartal vil DSB samlet set i alt køre 10-15 afgange mandag til torsdag med IC4-toget, og med udgangen af 2009 forventes der at være 14-21 daglige afgange med IC4.

    Ultimatum virkede

    21. maj 2008 stillede DSB Ansaldobreda et ultimatum: Inden for ét år skulle selskabet levere 14 enkeltkørende IC4-tog og yderligere et typegodkendt IC4-tog, der opfyldte kontraktens krav, herunder muligheden for sammenkobling.

    Formålet har været at afprøve Ansaldobredas evne til at levere 15 togsæt på ét år og til at udvikle et færdigt og typegodkendt tog.

    Typegodkendelsen fra Trafikstyrelsen er og har hele tiden været forudsætningen for at kunne fortsætte IC4-togleverancen. Godkendelsen er kommet – og selv om den er betinget – siger den, at toget er sikkert, og at det er muligt at producere i et større omfang.

    »For nærmest præcis et år siden stillede vi et ultimatum, og vi kan i dag konstatere med tilfredshed, at det har virket efter hensigten. Fordi vi har lagt et massivt pres på italienerne og konstant åndet dem i nakken, har de faktisk leveret de IC4-tog, som vi krævede,« siger Søren Eriksen.

    Trækker opgaver hjem til Århus

    Selv om IC4 er et rigtig godt og komfortabelt tog med gode komponenter, så lider de leverede tog stadig af mange fejl. Derfor trækker DSB opgaven med at optimere og gøre de endelige togsæt færdige hjem til værkstederne i Århus, mens Ansaldobreda får den enkle opgave over de kommende år at serieproducere 82 togsæt magen til det togsæt, som nu er godkendt til sammenkobling, samt 23 IC2-togsæt.

    Den ny aftale med Ansaldobreda er bygget op som et nyt ultimatum. DSB har mulighed for at ophæve kontrakten, hvis italienerne ikke leverer som aftalt. Yderligere skærpede bodsbestemmelser sikrer tillige, at Ansaldobreda holdes til ilden.

    »Vi har valgt at indgå dette forlig og fortsætte med IC4 og IC2 først og fremmest af hensyn til vores kunder. Der var ikke noget fornuftigt alternativ til IC4 og IC2, og vi har stillet italienerne over for en relativt enkelt opgave: Så at sige at kopiere 82 IC4-togsæt, hvorefter vi selv påtager os at optimere toget. Det har vi tidligere vist med blandt andet IC3-, IR4- og Øresundstogene, at vi er meget kompetente til,« siger Søren Eriksen.

    Fakta:

    DSB får kompensation på over to milliarder kroner Ansaldobreda har vedkendt sig, at de leverede togsæt er kommet for sent og har for mange fejl. Derfor har DSB i forliget fået en kompensation, som betyder, at regningen til Ansaldobreda bliver 2,25 milliarder kroner lavere end de 5,4 milliarder, som var den oprindelige pris for 83 IC4-togsæt og 23 IC2-togsæt.

    Af de penge skal DSB bruge et trecifret millionbeløb på reparationer af IC4, så de er helt klar til at køre uden alvorlige driftsforstyrrelser i Danmark. Resten af pengene vil blive brugt på forbedringer til gavn for DSB’s kunder.

    Tags: , , ,

Efterlad en kommentar